Mindstretch

Arkiv for februar 2008

Tanker om tid

Skrevet torsdag d. 28. februar 2008

”Jeg vil gerne have mere tid..”. ”Jeg har ikke tid nok”..” Jeg vil gerne bruge min tid mere effektivt”. “Bare jeg havde mere tid til..” Er det udsagn du kan nikke genkendende til? Langt de fleste mennesker, jeg taler med, siger, at de ville ønske de havde mere tid og i rigtig mange coachingssamtaler er tid, prioritering og balancen mellem arbejds- og fritid et gennemgående tema.

Kendsgerningen er, at der er 24 timer i døgnet, 168 timer i ugen og 8.760 timer på et helt år – så når du fejrer din 70 års fødselsdag, har du forbrugt lidt mere end 600.000 timer. Vi får alle en sum af tid i vuggegave, vi bestemmer ikke selv, hvor stor den er – men vi bestemmer selv hvordan vi forvalter den. Hvad ville du gøre, hvis det var en sum penge? Ville du sløse dem væk uden at tænke dig om, eller ville du tænke dig om inden du brugte dem? Tænke på om du investerede dem bedst muligt og tænke på hvem du forærede dem til?

Mange mennesker tænker sig bedre om, inden de bruger deres penge end de gør, inden de bruger deres tid. Tid er – som penge – en ressource. Der er bare det med penge, at når du har brugt dem, så kan du altid tjene nogle flere. Når du først har brugt tiden, er den gået for altid!

Nyhedsbrevet er aflivet og har som Fugl Phønix transformeret sig til en blog

Skrevet fredag d. 22. februar 2008

I flere år har MindStretch udsendt nyhedsbreve. Men nyhedsbreve er énvejskommunikation og det hænger ikke sammen i den verden, jeg dagligt bevæger mig i. Som coach og underviser møder jeg hver dag mennesker, der inspirerer og motiverer mig og får mig til at stræbe efter hele tiden at være den bedste udgave af mig selv.  Forhåbenlig er det gensidigt – ellers ville jeg ikke have berettigelse som hverken coach eller underviser.

Nyhedsbrevet transformerer sig derfor nu til en aktiv, levende og forhåbentlig inspirerende blog.

Her vil der fremover være plads til at debattere holdninger om coaching.

Jeg vil skrive indlæg om alt, der har interesse inden for coachingens verden. Jeg håber, du vil være en aktiv del af min blog og kommentere, debattere og inspirere med dine indlæg. Til gavn og glæde for alle der brænder for coaching.

Velkommen til min blog!